LEJEBETINGELSER

GÆLDENDE PR. 1. AUGUST 2016

1. GENERELLE BETINGELSER
Såfremt andet ikke er skriftligt aftalt finder nedenstående regler anvendelse for ethvert lejemål, der aftales med Nicolaisen & Larsen A/S. I det følgende er Nicolaisen & Larsen A/S kaldet udlejer og kunden der rekvirerer ydelsen kaldet lejer.

2. PRISER
Lejeprisen fremgår af den gældende lejeaftale. Der tages forbehold for fejl og undladelser.

Samtlige oplyste priser er ekskl. moms, forsikring, forbrug, transport mv.

Transport, reparationsarbejde og tilpasninger faktureres til lejer umiddelbart efter udførelse.

Ved maskinens hjemkomst opfyldes den med brændstof, olier og smøremidler evt. rengøring m.v. for lejers regning.

3. BETALINGSBETINGELSER
Betalingsbetingelserne er netto kontant, medmindre der er indgået anden skriftlig aftalt.

Forfaldsdatoen fremgår af fakturaen. Efter forfaldsdatoen påløber 2% i rente pr. påbegyndt måned samt gebyr.

Ved forgæves fremmøde faktureres lejer for 3 timers leje inkl. transport.
Efter returnering af maskinen fremsender udlejer faktura på skyldig leje samt eventuelle skader og rengøring.

Eventuelle uoverensstemmelser/tvister mellem lejer og udlejer eller eventuelle modkrav fra lejeres side berettiger ikke lejer at undlade rettidig betaling af fakturerede beløb.

4. LEJEMÅLETS VARIGHED
Lejemålet tager sin begyndelse fra og med den dag maskinen forlader udlejers plads og til og med den dag, maskinen bliver afhentet af udlejer, eller samme dag lejer returnerer maskinen på udlejers adresse.

Den daglige lejeafgift beregnes for hele lejeperioden, uanset om det lejede materiel benyttes eller ej. For alle lejemål forudsættes en 5 dages arbejdsuge, hvor materiellet benyttes op til 7,5 timer pr. dag. Benyttes materiellet ud over 7,5 timer, debiteres der for en ekstra lejedag. Hvis materiellet anvendes lørdage, søn- og helligdage beregnes disse også som lejedage.

5. LEJETYPE
Leje med køb for øje er kun muligt, såfremt det fremgår som en aftale i lejeaftalen fra lejemålet påbegyndes. I et sådan tilfælde vil lejesum ved køb kunne fratrækkes prisen minus forrentning, transport, service, reparationer og administrative omkostninger. Den indbetalte forsikring vil ikke kunne fratrækkes prisen. Der beregnes 6% i forrentning.

Splitleje er kun muligt såfremt dette er aftalt ved lejemålets påbegyndelse, som udgangspunkt vil dette altid være 70/30 fordeling, men skal endelig aftales, for den enkelte aftale/maskine.

Evt. undtagelser fra ovenstående skal være indskrevet i lejeaftalen

6. LEJERS FORPLIGTELSER
Lejer overtager ansvaret for den lejede maskine ved afhentning på udlejers adresse eller ved levering på den aftalte adresse. Ansvaret for den lejede maskine går tilbage til udlejer, når den lejede maskine er tilbageleveret til lejers adresse.

Lejer er forpligtiget til at kontrollere den lejede maskines tilstand og funktionalitet umiddelbart ved modtagelsen. Hvis der konstateres skader, fejl eller andre mangler, så skal dette straks og inden ibrugtagning skriftlig kommunikeres til udlejer. Indsigelser modtaget senere tages ikke til følge.

Lejer påtager sig i lejeperioden enhver risiko og ethvert ansvar for den lejede maskine.

Lejer er forpligtet til at håndtere den lejede maskine efter gældende forskrifter og sikkerhedsforanstaltninger. Maskinen må endvidere kun benyttes til det formål, som den er beregnet til. Maskinens anvendelse skal sker under hensyntagen til oplysninger om last-og ydeevne, under hensyntagen til sikkerhedsforskrifter og bestemmelser om afmærkning m.m.

Lejer må ikke lade udføre reparationer eller forandringer på maskinen. Eventuelle reparationer eller modifikationer i lejeperioden må således alene udføres af udlejer eller en af udlejer anvist reparatør. Lejer er erstatningsansvarlig for eventuelle skader maskinen bliver påført ved reparationsarbejder i strid med det ovenfor anførte. Udlejer hæfter ikke for reparationer, som lejer desuagtet har ladet foretage. Lejer afholder alle udgifter til maskinens montering, demontering og betjening samt alle udgifter til brændstof, smøring, elektricitet og lignende.

Lejer er forpligtet til at betale samtlige i lejeperioden udførte skadesreparationer forskyldt af lejer, uanset om disse er foranstaltet af udlejer efter henvendelse fra lejer, såfremt reparationerne var nødvendiggjort af forhold, som lejer hæfter for.

Lejer er i lejeperioden forpligtet til at foretage sikkerhedsmæssig kontrol og driftsmæssig daglig vedligeholdelse af maskinen, herunder kontrol af væskestand, opladning af batterier, løbende rengøring etc. Herudover er lejer ansvarlig for, at maskinen overholder nødvendige services. Hvis udlejer konstaterer misligholdelse på maskinen grundet manglende vedligeholdelse, vil lejer blive gjort ansvarlig.

Lejer påtager sig i lejeperioden enhver risiko og ansvar i forbindelse med maskinens benyttelse, herunder skader på personer, ting eller materiel. Uanset skader der måtte ske som følge af forkerte vægtangivelser, urigtige oplysninger om underlagets bæreevne, forkerte og eller mangelfulde beskrivelser af forholdene på arbejdspladsen og/eller de forhold i øvrigt, hvorunder maskinen skal anvendes og/eller skader som følge af forkert eller mangelfuld betjening af maskinen.

Udsættes den lejede maskine for tyveri, hærværk, brand eller andet, skal lejer anmelde forholdet over for politiet, ligesom lejer i disse tilfælde og ved en hver anden skade straks og senest indenfor 24 timer fra skaden opdages eller burde have været opdaget skal meddele udlejer om forholdet.

Øvrige skader på den lejede maskine skal ligeledes meddeles udlejer indenfor 24 timer fra skaden er eller burde have været opdaget. Lejer har pligt til at udfylde en skadesanmeldelse som indeholder oplysninger om skadedato, skadested og årsag til skadens opståen. Meddeles det ikke udlejer rettidigt, faktureres skader og tyveri fuldt ud. Alle meddelelser vedrørende skader på, eller tyveri af den lejede maskine skal rettes til udlejer.

Udlån eller fremleje til tredjemand må ikke finde sted uden udlejers skriftlige samtykke. Ligeledes må maskinen ikke flyttes til anden arbejdsplads end den på lejeaftalen anførte uden udlejers skriftlige samtykke. Lejer må under ingen omstændigheder – uden udlejers skriftlige samtykke – lade maskinen udføre af Danmark.

Lejer er forpligtet til at aflevere den lejede maskine ved lejeforholdets ophør i rengjort og samme stand som ved modtagelsen, hvilket vil sige uden skader, fejl og/eller mangler. Skulle der ved maskinens hjemkomst være skader, fejl og/eller mangler, som ikke dækkes af forsikringen, er lejer forpligtet til at afholde udgiften til udbedring heraf. Eventuel manglende eller ødelagte dele erstattes af lejer til nypris således, at lejer erstatter udlejers faktuelle omkostninger til indkøb af erstatningsudstyr uden hensyntagen til/med fradrag for forbedring.

Lejer er ikke berettiget til at kræve erstatning for tab opstået i forbindelse med brug af maskinen, herunder driftstab og tabt avance. Enhver omkostning i tilfælde af arbejdsstandsning på grund af fejl på eller havari af maskinen er således udlejer uvedkommende.

Lejeren forpligtiger sig til at benytte autodiesel på maskinen, det er ikke tilladt at bruge farvet diesel.

Udlejer er ikke ansvarlig for tab opstået i anledning af Force Majeure.

7. UDLEJERS FORPLIGTELSER
Udlejer er forpligtiget til at aflevere maskinen ved lejeforholdets opstart i rengjort, driftsklar, opfyldt med brændstof og lovpligtig stand. Udlejer har til enhver tid ret til at få adgang til inspektion af den lejede maskine.

Udlejer foretager eftersyn af maskinen umiddelbart efter at denne er returneret til udlejers plads.

8. UDLEJERS RETTIGHEDER
Udlejer skal til enhver tid have ret til at inspicere den udlejede maskine.

Lejeaftalen kan af udlejer opsiges med 1 uges varsel. Opsigelse kan ske uden varsel i tilfælde af lejers misligholdelse af lejeaftalen. I denne forbindelse kan udlejer ved egen foranstaltning afhente den lejede maskine, og alle omkostninger i forbindelse hermed påhviler lejer.

I tilfælde af manglende betaling, misligholdelse af maskinen eller anden overtrædelse af lejeaftale og/eller lejebetingelser, er udlejer berettiget til, for lejers regning, at hjemtage maskinen uden forudgående varsel. Lejer hæfter derudover for den fulde aftalte lejesum, rengøring samt eventuelle skader.

9. TRANSPORT, LEVERING OG AFHENTNING
Transportudgiften sker for lejers regning og bliver beregnet efter gældende takster – som udleveres på forlangende af udlejer – eller tilbud.

Transport og flytning må kun foranlediges af udlejer. Tillader udlejer en anden at foretage transport af den lejede maskine, skal lejer indestå for at den lejede maskine er forsikret under denne transport.

10. FORSIKRING OG SELVRISIKO
Lejer er forpligtiget til at tegne forsikring hos udlejer for hele lejeperioden. Udlejer sørger for forsikringsdækning af den lejede maskine i henhold til de til enhver tid gældende forsikringsvilkår.

For alle dækningsberettigede skader bærer lejeren en selvrisiko. For alle kaskoskader samt skader forvoldt på færdselslovens område (motoransvar) bærer lejer en selvrisiko.

Præmien andrager pr. måned 1 promille af maskinens nyværdi plus ansvarsforsikring som andrager kr. 250,00 pr. og specificeres særskilt på faktura. Tab på øvrige skader, tyveri, hærværk, grov misligholdelse udvist af lejer, m.v. skal betales fuldt ud af lejer.

Lejer hæfter for selvrisiko ved skader, selvrisikoen udgør kr. 12.500,00 afhængig af maskintypen. Alle beløb er ekskl. moms.

11. ÆNDRINGER
Udlejer forbeholder sig ret til at ændre nærværende ”Lejebetingelser” uden varsel, samt tage forbehold for trykfejl.

12. VÆRNETING
Hvis lejeaftalen måtte give anledning til en tvist mellem udlejer og lejer, da er det aftalt, at tvisten skal behandles ved retten i Holstebro, beliggende Stationsvej 58, 7500 Holstebro.

VAGTORDNING
Uanset hvor godt vi servicerer vores maskiner, kan der opstå driftstop. Skulle der opstå problemer uden for normal arbejdstid, henvises til: Nicolaisen & Larsen A/S vagttelefon på 40191601 (Jylland/Fyn) og 21460562 (Sjælland).

Service uden for normal åbningstid jf. åbningstider på www.jcb.dk, faktureres efter gældende takster pr. timer (forbrugt tid beregnes inkl. transport fra/til udlejers adresse). Hertil kommer omkostninger til servicevogn, diverse forbrugsmaterialer og miljøtillæg efter udlejers til enhver tid gældende takster. Eventuelle transportomkostninger til eksterne vognmænd faktureres lejer. Der ydes ikke rabat på ovennævnte priser.