Preben Pedersen 35 års jubilæum

By august 30, 2019Pressemeddelelser

Nicolaisen & Larsen A/S kan pryde sig med at have gode og trofaste medarbejdere, og Preben Pedersen er en af dem. Han kan fejre jubilæum fredag d. 30 august, hvor han har været ansat i firmaet i 35 år.

Preben Pedersen startede sin karriere hos Nicolaisen & Larsen på værkstedet, hvor han klargjorde brugte og nye maskiner. Her blev hans uddannelse som Bygnings og landbrugssmed brugt nyttigt, og Preben havde et flair for at finde ud af hvordan maskinen var sat sammen og havde styr på det tekniske. Derfor så han for 19 år siden muligheden for at hjælpe dem, der havde brug for denne viden og søgte og fik stillingen som Teknisk Koordinator, en stilling som han stadig bestrider i dag.

Tidligere salgsdirektør hos Nicolaisen & Larsen A/S Peter Ravn udtaler:” Man kunne altid ringe ind til Preben og få et svar på det tekniske, hvis der var noget som skulle uddybes til kunden eller lignende. Hvis der var noget han ikke havde styr på, så fik han hurtigt løst problemet ved at tage fat i fabrikken. Han var uvurderlig for sælgere, kunder osv.”

Privat er Preben gift med Grethe Johannesen Pedersen sammen har de deres 2 sønner Martin og Thomas, hvilket også har givet Preben 2 dejlige børnebørn. I fritiden holder Preben af at være sammen med familien og bor nu i skønne Thorsminde.

”Vi er naturligvis glade for alle de flotte jubilæer, vi kan fejre her i virksomheden. Det er noget vi er stolte over og sætter stor pris på. Det betyder, at vi har dygtige folk rundt i vores afdelinger, som hver især har stor viden indenfor deres felt og dette kommer vores kunder til gavn hver eneste dag” udtaler Morten Krusborg, Adm. direktør hos Nicolaisen & Larsen A/S.

”Jeg er glad for mit arbejde og nyder at hjælpe montører, kunder osv., der har brug for backup. Holder af mine kollegaer og at få en snak med dem. Derfor nyder jeg mit job, og derfor har jeg været her i nu 35 år.” udtaler Preben Pedersen.

Nicolaisen & Larsen A/S ønsker hermed Preben Pedersen et stort tillykke med sit imponerende 35 års jubilæum og takker for hans store indsats gennem årene.

 

 

Billede tekst: Set fra venstre: Adm. Direktør Morten Krusborg, Preben Pedersen Teknisk koordinator samt Karlo Jensen Servicechef.