JCB leverer til Danmarks største affaldsselskab

  • 0
  • december 6, 2017
20171129_151823

Vestforbrænding har netop fået leveret tre JCB 5CX Wastemaster rendegravere.

Den specielle entreprenørmaskine blev for første gang præsenteret for omverdenen i forbindelse med Bauma 2013. I dag hedder den nyeste version 5CX Wastemaster, og blandt andet en lang stribe af genbrugspladser i Danmark har fået øjnene op for dens kvaliteter.

Seneste køber er Vestforbrænding, som indsamler og behandler affald i de 19 ejerkommuner nær København. Her blev tre styk 5CX Wastemaster 1. december sat i arbejde på hver deres genbrugsplads i Egedal Kommune. Her skal de bevise deres effektivitet og fleksibilitet på flere områder.

– Vi havde behov for nogle maskiner, som kunne komprimere alle typer affald i containerne. Ikke alle vores containere er sænkede, så det var et krav, at komprimeringen kunne ske fra niveau. Her har 5CX en stor fordel med sine støtteben. Ved at hæve maskinen ved arbejdet har man et bedre udsyn og en bedre rækkevidde med gravearmen, fortæller Kenneth Bøgh Hansen, teamleder i Vestforbrænding.

Bedste servicepakke

Ordren til den danske JCB importør og forhandler, Nicolaisen & Larsen A/S, kom i hus gennem offentligt udbud. Vestforbrænding opstillede sine krav, og her var JCB samlet bedst.

– Vi havde nogle kriterier blandt andet i forhold til miljø og service, og sammenholdt med prisen scorede Wastemasteren højest, fortæller Kenneth Bøgh Hansen.

Udover at komprimere affaldet i containerne skal de tre maskiner også skubbe haveaffald sammen i stakke, skovle sne efter behov på genbrugspladserne samt hjælpe borgerne af med tunge affaldsgenstande. Her kommer den fleksible gravearm udstyret med en sortergrab på opgave.

– Tidligere blev samme opgaver udført af tre andre rendegravere af et andet mærke, men med 8-9 år bag sig var de klar til udskiftning. Samtidig er containerne med tiden blevet højere og større, hvilket gjorde det svært med de eksisterende maskiner at nå ned i dem. På andre større pladser har vi store sortermaskiner til opgaverne, men på disse mindre pladser har vi brug for mere fleksible og effektive maskiner. Det mener vi, at vi har fået med de tre nye JCB 5CX Wastemaster. Vi har kun hørt positive erfaringer med dem fra andre genbrugspladser, så nu glæder vi os til at opleve samme tilfredshed, siger Kenneth Bøgh Hansen.

Specielt udviklet til opgaverne

Hos Nicolaisen & Larsen A/S er der ikke overraskende stor glæde over at kunne levere til endnu tre genbrugspladser. Wastemaster-maskinen adskiller sig fra konkurrenterne ved at have fire højdejusterbare støtteben som standard. Ved at løfte maskinen op til 60 centimeter øges udsynet og med en gravearm på 7,10 meter har man som maskinfører alle muligheder for at nå alle hjørner i containerne.

– JCB 5CX Wastemaster er en maskine, som er skabt til den type arbejde, som Vestforbrænding udfører. Derfor har vi ikke ændret meget på dem. De har alle tre fået ekstra blitzlys, så man kan tydeliggøre sin tilstedeværelse overfor civile på pladserne, samt et særligt P3 kabinefilter til at fange de fine fibre og partikler, som kan være i luften. Eksempelvis asbestfibre, forklarer Ole Skovsgaard Daniel, produktchef hos Nicolaisen & Larsen A/S.

En enkelt af maskinerne er blevet udstyret med en reversibel kølervinge, så støvet kan blæses ud. Derudover har alle maskinerne en sortergrab på gravearmen samt monteret med Michelin Bibload dæk, som passer til de forhold, maskinerne skal arbejde under på genbrugspladserne. Nicolaisen & Larsen har desuden inkluderet et brugerkursus i sit bud, så Vestforbrænding får det optimale ud af maskinerne.