Forsvaret indkøber 6 hurtige JCB rendegravere

By marts 25, 2020Pressemeddelelser

Forsvaret har indkøbt 6 nye JCB HMEE. Forkortelsen HMEE står for High Moblility Engineer Excavator.
Maskinerne er en kombination af JCB Fastrac traktor undervogn og JCB rendegraver.

Maskinens navngivning beskriver meget godt, hvilken maskintype og hvilket formål den er blevet udviklet til. JCB Fastrac er kendt for deres højtudviklede affjedringssystem samt høje hastighed, mens JCB rendegraveren er kendt for stærke egenskaber indenfor gravearbejde og læsning.
Begge maskiner har endda verdensrekorder indenfor hvert felt, da JCB Fastrac lige er blevet kåret til verdens hurtigste traktor, mens JCB rendegraveren er verdens mest solgte rendegraver.

De nye maskiner er armeret og vejer 16 tons. Rendegraverne har en topfart på op til 80 km/t og kan dermed følge med i militære konvojer. Derudover har maskinerne 4-hjulstræk og 4-hjulsstyring sammen med fuld affjedring og ABS bremser. I maskinerne ligger en 6,7 liter Cummins motor med 200 hk.

Ny kapacitet tilføres forsvaret

Tilbage i 2016 begynde udbuddet som siden har omfattet en omfattende markedsundersøgelse, forhandling, test og produktion.
HMEE er et eftertragtet køretøj og JCB producerer store mængder af samme type til bl.a. den amerikanske hær. Det lykkedes imidlertid FMI at få vores ordre passet ind i den igangværende produktionslinje” Udtaler Forsvarsministeriets Materiel & Indkøbsstyrelse

Selvom JCB har en stor produktion af denne type maskine til bl.a. den amerikanske hær, så er det en helt ny maskintype for det danske militær.
Det er en helt ny kapacitet som tilføres Forsvaret og den giver Hæren (Ingeniørregimentet) bedre muligheder for at støtte kampenhederne i mobile og risikofyldte operationer. De højmobile letpansrede rendegravere indkøbt med henblik på indsættelse i højrisikoområder hvor operatøren af rendegraveren vil have behov for ekstra beskyttelse. Rendegraveren skal støtte de forreste kampenheder, hvorfor en høj mobilitet og hastighed er vigtig, når rendegraveren skal løse opgaver såsom fjernelse af hindringer og udbedringer af marchvejen” Udtaler Forsvarsministeriets Materiel & Indkøbsstyrelse

Nye maskiner leveret

De nye maskiner er blevet produceret i USA på en af JCB’s egne fabrikker. Maskinerne har siden krydset Atlanten og landede hos Nicolaisen & Larsen A/S i januar måned. Den danske JCB importør har stået for klargøring af maskinerne og der er blevet lavet de sidste tilpasninger på maskinerne.

Vi er glade for at kunne levere disse specielle maskiner til forsvaret og vi har som JCB forhandler et rigtigt stort udvalg af maskiner til forsvaret. Vi har haft et rigtig godt samarbejde med forsvaret og håber på mere samarbejde i fremtiden” udtaler Dennis Faurby, Markedschef hos Nicolaisen & Larsen A/S.

De nye maskiner bliver i skrivende stund leveret til det danske forsvar, mens ibrugtagningen af de nye maskiner måske må vente lidt på sig på grund af COVID-19 udbruddet.

Den højmobile letpansrede rendegraver er ankommet til Danmark og er i proces med montering af det sidste udstyr samt indregistrering, ligesom der skal gennemføres uddannelse af Hærens instruktører og mekanikere. Herefter vil rendegraveren blive udleveret til Hæren (Ingeniørregimentet). Det var planen, at udlevering til Hæren kunne finde sted i første halvdel af 2020, men den aktuelle situation (COVID19) begrænser flere aktiviteter, hvorfor udlevering til Hæren kan blive påvirket.” Udtaler Forsvarsministeriets Materiel & Indkøbsstyrelse.

De nye køretøjer er designet til at kunne transporteres i forskellige transportfly. I Danmark benyttes transportflyet Herkules C130, hvor de nye maskiner kan transporteres med tilføjelse af to bagakselbeslag.
På verdensplan er der ifølge JCB over 900 HMEE’s i service.